ALENE-UNDULATEN – ER DEN LYKKELIG ELLER ENSOM?

Det at holde kæledyr er som oftest en meget egoistisk ting. Vi gør det, fordi vi elsker dyr, siger vi – men dybest set gør vi det, fordi de fylder et hul i vores egne behov for at pleje, elske og blive elsket. Og ingen elsker så højt som et kæledyr – i hvert fald den slags som tilhører de meget sociale arter.

En af dem er undulaten. Undulaten er en af de mest sociale arter overhovedet i fugleverdenen. I naturen lever den i kæmpeflokke på langt over tusinde individer, og den har et meget kompleks sprog, som gør den i stand til at opbygge et velfungerende hierarki, til fordel for den enkelte fugl såvel som for flokken. I undulatverdenen er der sikkerhed i antal, og det at være mange er med til at redde den enkelte fra døden, når rovfuglene angriber. En undulat der er alene, en undulat der kommer væk fra sin flok, er en død undulat. Det ligger dybt i den – også i tamundulaten.

Dyr der lever i så komplekse sociale strukturer er dybt afhængige af sine artsfæller; ikke bare for selskabet, men for at kunne fungere normalt, og udfolde sin normale adfærd. Undulaten har komplekse sociale adfærdsmønstre, og den er dybt afhængig af at kunne udføre disse. Det kan være at sidde og nusse/ rense fjer på en makker. Den adfærd er med til at knytte bånd, men den er også med til at afstresse og give undulaten en følelse af tryghed. Det er også utrolig vigtigt for undulaten at kunne SNAKKE med en artsfælle. Som nævnt har undulaten et fint og komplekst sprog, og den er dybt afhængig af, at der er nogen, som forstår hvad den siger.

Når rigtig mange vælger undulaten som kæledyr, er det netop pga disse fremragende sociale evner, som gør den i stand til at knytte sig til sit/ sine mennesker, og indgå i relationer som er til glæde både for den og ejeren.

Så kommer svaret på spørgsmålet: Er en alene-undulat lykkelig eller ensom? I virkeligheden er det jo ikke så svært at svare på, og i virkeligheden tror jeg jo, at alle mennesker, hvis de brugte deres fornuft et øjeblik, godt kan regne svaret ud. Selvfølgelig er en alene-undulat ikke lykkelig. Selvfølgelig er den ensom. Man må stille sig selv spørgsmålet; hvor lykkelig ville jeg være, hvis jeg aldrig havde menneskeligt selskab?

Men min undulat er glad og fløjter, og den elsker mig? Selvfølgelig elsker den dig – det skal den - for ellers ville den ikke overleve. Det er i dens natur at knytte bånd, og da du er den eneste, som er der, så må den kaste sin ”kærlighed” på dig for ikke at dø. Man kunne jo vende spørgsmålet om; hvor glad tror du lige, at den ville være, hvis den havde en artsfælle, som rent faktisk talte samme sprog som den, og som den kunne spejle en normal adfærd i? Tror du ikke, at den ville være lykkelig?

Et andet argument som jeg tit hører er: jamen den er vant til at være alene, den har aldrig prøvet andet, så derfor er det ikke synd. Men det er jo ikke noget godt argument. Det betyder jo bare, at den altid har haft det dårligt. Det der desværre kan ske med den slags fugle er, at de mentalt kan blive så ødelagte, at de slet ikke KAN sammenføres med andre fugle. For de ved ikke, at de selv er en fugl. De har mistet sproget og mentalt er de ude af balance. Nogle mennesker tager faktisk dette som et godt tegn. Et tegn på, at så er den jo glad, for at være der hvor den er. Men det er helt forkert fortolket. Det er et tegn på, at fuglen er blevet ødelagt.

Så hvad er den rigtige måde at holde undulat på? Som minimum bør undulaten have mindst én ven, og meget gerne flere. Og du skal ikke bekymre dig – undulaten kan sagtens blive tam alligevel. Hvis man husker at købe håndterede unger, så er grundarbejdet ovenikøbet gjort for én, og man skal bare fortsætte de gode takter. Når det er sagt, skal man også huske på, at alle undulater er forskellige. Nogle lærer hurtigt, og har super meget lyst til at blive nusset og kløet overalt, mens andre lærer langsommere, eller har simpelthen bare ikke lyst til den slags interageren. De bliver tamme på egne vilkår, og selvom de måske gerne vil snakke eller spise af hånden, så vil de ikke nødvendigvis nusses. Bare husk at det også er okay. Det er vigtigt for undulaten, at få lov til at sige fra.

Er jeg dyremishandler, hvis jeg kun har én undulat?

Jeg bryder mig ærlig talt ikke om den slags ord, og jeg synes jo at vi i udgangspunktet skal tale og behandle hinanden ordentlig, så ordet ”mishandler” vil jeg ikke bruge. Det antyder nemlig at man bevidst er ude på at skade dyret, og det er jo slet ikke tilfældet. Der findes et ordsprog der hedder: ”Der findes ingen perfekte mennesker, kun perfekte hensigter”, og jeg tror jo, at også ejere af ensomme undulater har perfekte hensigter....de er bare forkerte. I Bibelen står der: ” Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige”. Med andre ord – der er tidspunkter hvor vi ikke ved bedre, men når vi bliver ”voksne” (lærer mere), så ved vi mere, så ved vi bedre, og så bør vi også handle bedre, og dermed også behandle vores kæledyr ud fra den viden som findes om deres naturlige adfærd.

Personligt har jeg nok lidt svært ved at forstå, at man anskaffer sig et dyr, uden et ønske om at gøre det bedste for det. Som minimum bør man sætte sig ind i, hvad normaladfærden er for undulaten, inden man køber den. Og hvis man kan se, at det at give den et liv i harmoni med dette er en udfordring, som er for stor til, at man kan overkomme den, så bør man afholde sig fra at købe. De fleste sælgere i dag, spørger ind til om undulaten skal sidde alene, og hvis svaret er ja, så bliver det et nej til salg. Så – tænk dig om inden du gør et andet lille væsen ulykkelig, i forsøget på at gøre dig selv lykkelig.