Frøblanding
Det er vigtigt, når du vælger en frøblanding, at du vælger en af god kvalitet. Lad være med at vælge den fra supermarkedet. Det er simpelthen med undulatfoder som med alt andet; man får hvad man betaler for. Og med et lavkvalitets budget-foder risikerer man at stå med en fejlernæret fugl, som bliver modtagelig for et varieret udbud af sygdomme og mangeltilstande. Så bunden skal altså sikres med et godt basisfoder. Du kan købe det i de fleste foderstofbutikker, hos dyrehandlere og på internettet. Der findes mange slags, men husk; hvis du skifter fra ét foder til et andet, så gør det gradvis, ved at blande det nye og gamle foder. Ellers risikerer du dårlig mave hos fuglen.
Grøntfoder
Det er utrolig vigtig at supplere fuglenes kornblanding med masser af grøntsager og frugt. Her ligger nogle af de vigtige vitaminer og mineraler gemt. Fugle kan tåle utrolig mange ting - og de er ikke specielt kræsne. Her skal jeg blot nævne noget af det. Vil man have en mere udførlig liste, kan jeg anbefale at gå ind på www.undulatlivet.dk .
Af grøntsager kan nævnes: Gulerod, pastinak, rødbede, bønnespirer, ærter (evt. frosne optøede under hanen), kogte majkolber, skyllede majskerner fra dåse, broccoli, peberfrugt, bladselleri, mælkebøtter, basilikum og persille.
Af frugt kan nævnes; æbler, pærer, banan, melon (ikke kernerne), jordbær, ananaskirsebær og papaya.
Grøntsager skal cirka udgøre 75% og frugt 25% af tilskuddet, når det gælder undulater og nymfeparakitter - men omvendt når det kommer til katharinaparakitter (75% frugt og 25% grønt). Dog skal man huske på IKKE at give for mange vandholdige frugter/grøntsager - såsom agurk, salat og æble. Små mængder af disse, for ikke at give fuglen diarré.
En af de største fejl folk begår med deres fugl er, at de kun fodrer den med korn og vand. Intet kunne være mere forkert. Alle fugle har brug for stor variation i kosten, for at få dækket alle sine behov, så det er vigtigt at man tænker sig om, når man fodrer.
Vitaminer og tilskud
Ligesom man giver sit børn en vitaminpille eller spiser det selv, så kan fuglene også behov for ekstra tilskud. Jeg giver flere forskellige former for tilskud til mine fugle, afhængig af om de yngler eller ej - eller om de bare har behov for at blive boostet lidt.
Min kornblanding bliver blandet med en smule Ropa B foderolie, og så tilsættes den Vispumin og Quiko Multivitamin. Hvis fuglene yngler, bliver den hjemmelavede æggefoder tillige tilsat Quiko E vitamin, som stimulerer fuglenes ynglelyst.
Hvis fuglene har brug for at blive boostet - måske hvis de har været i fæld, eller har været i yngel, så tilsætter jeg Aviform Prosol til drikkevandet, som indeholder prebiotika og elektrolytter. Husk hvis du tilsætter noget til fuglenes drikkevand, så skal du huske at skifte helst to gange daglig.
For at booste mine fugles generelle helbred, bruger jeg Aviform Post Race Restorative. Det er et produkt med elektrolytter og prebiotika, og det har haft en mærkbar forbedrende indflydelse på mine fugles helbred. I starten brugte jeg det dagligt i 4 uger, men nu bruger jeg det kun i weekenden.
Hvis fuglene har været sløje, bruger jeg - ud over Aviform Post race restorative - også Pro-solublé, som er et probiotika, der genopretter mavens naturlige balance, især efter behandling med penicillin.
Seneste kommentarer
Min hun undulat er begyndt at komme med nogle ensartede enkelt pip og med jævne mellemrum nogle gange også om natten ,det lyder lidt klagende, er hun dårlig
Hvor er det sandt. Jeg blev velsignet med den skønneste pige, og hun er helt vidunderlig. Og ja, et lille pust og hun er stoppet med at bide hårdt. Nu nusser hun kun
Hej - Din undulat er ikke afvisende. Den er bange. Så du skal være forsigtig, til at starte med. Meld dig evt. på fb-siden Undulatlivet. Her er gode råd at hente. Mvh Lone
Hej
Læs denne: http://www.fuglelivet.dk/traeligning-af-din-undulat---trin-for-trin.html# Mvh Lone