Den stakkels hun-undulat ☹

Og hvorfor er hun så det? Jo – bla. Fordi de færreste vil have hende, næsten ingen forstår hende – og hun ender oftere end sin ”mandlige” kollega, med at blive solgt, returneret eller, i de tilfælde hvor hun får lov at blive, så kommer hun ikke ud fra sit bur.
Hvad kan grunden dog være til dette? Først og fremmest er der myte nummer et om, at han-undulater er nemmere at tæmme. Det er og bliver en myte. Nogle af mine allermest tamme undu’er har været hunner. Men der er naturligvis en grund til, at en sådan myte opstår, og en af grundene er hun-undulatens teenageperiode. Den kommer ofte til at danne basis for den opførsel og det forhold, som hun får til sine mennesker resten af sit liv.
Myte nummer to, som ofte har indflydelse på myte nummer et, er nemlig den, at hun-undulater bider. Også her er man gået forkert i byen. Hun bider ikke oftere end hannen gør – men – hun bider ofte hårdere. Det er hendes natur at være undersøgende mht de ”materialer” der er omkring hende. Præcis som en baby der putter alting i munden – men derfor vælger vi den jo ikke fra, vel?
I naturen er det primært hun-undulaten som gnaver og finpudser rederne i de hule træer, så denne opførsel helt normal.
Desværre er der mange, der tolker det hen i retningen af, at hun ikke længere er tam, og når hun så begynder at bide børnene, så slår folk hælene i, og stopper med at tage hende ud af buret, eller skaffer sig af med hende. ”Hun er nok mere velegnet til voliere” lyder begrundelsen. Og et liv i voliere er bestemt et godt valg. Hun får et pragtfuld liv – hvis altså man har valgt den rigtige voliere, men det er ærgerligt, at man gør det på så forkert et grundlag. Der er ikke noget galt med fuglen. Det der er galt, er folks måde at læse den på.
At lære en hun-undulat at stoppe med at bide i fingre, kind, ansigter osv kræver lang træning, men med tålmodighed er det på ingen måde en umulig opgave. Et lille velplaceret pust i ansigtet (som når man siger en lille P-lyd), får hende straks til at kigge op, og så roser man til skyerne .
Som opdrætter er det aldrig svært at få en laaaang venteliste til unger. Men listen til hannerne overgår så langt den til hunnerne. Det er som regel kun de som tænker, det kunne være sjovt at avle, som vælger en hun. Det er virkelig ærgerligt. Jeg vil godt slå et slag for disse dejlige tøser, som vitterligt er både spøjse og kære. Ja – de er ofte mere selvstændige end hannerne, og ja – man skal arbejde med de der nap, som kan gøre temmelig nas – men de er det hele værd.
Jeg har en 3 årig dejlig pige Pricilla – som elsker at sidde på min skulder, når jeg går ind i volieren. Så sidder hun og snakker ind i mit øre. Hun tror selv at hun kan sige noget, så der kommer en masse sludder og halve ord ud, og hun er SÅ sjov og SÅ nuser. Men hun er helt sin egen – og kontakten imellem os er på hendes betingelser. Er hun tam? Ja det er hun, men der er ting hun ikke vil, som at nusses eller røres ved, men hvorfor skulle hun også det? Det føles grænseoverskridende for mange fugle – og det bør man respektere.
Jeg håber jo på, at folk vil åbne sig lidt mere for det potentiale som ligger i hun-undulaterne, og ikke bare dømme dem som hidsige eller ”ikke tamme”. Lær hvad de reelt siger med deres kropssprog, og udvis tålmodig. Og vid først og fremmest at hvis fuglen er umulig, så er det ikke fuglen den er galt med – men dig.