Børn og fugle:

Børn og dyr er to ting der hænger uløselig sammen, og efter min opfattelse er det vigtigt, at vi så tideligt i vores liv som muligt, stifter bekendtskab med den ene eller anden form for dyr. Pædagogisk kan dyr være et vigtigt redskab til at lære empati, omsorg og ansvarsfølelse – og på den måde kan det også komme til at definere os som mennesker – og den måde vi er overfor andre.

 http://www.bupl.dk/internet/boernogunge.nsf/0/AFB00E59FA8DC773C1257A9A003E2904?opendocument

Da jeg var barn, ønskede jeg mig brændende en hund. Men ak – der hvor jeg boede, som var i en boligforening, måtte man ikke have husdyr, og det var jeg virkelig ked af.

Så jeg opfandt en i stedet for, og den fulgte mig i tykt og tyndt. Men det var naturligvis ikke det samme, og mine forældre var også kede af, at de ikke kunne opfylde mit ønske. I stedet måtte jeg ”nøjes” med andre dyr. Dyr som kunne leve i bur, og som var nemmere at skjule for boligforeningen. Marsvineparret hr. og fru Madsen var bl.a nogen af dem som agerede erstatninger – og det samme var et undulatpar. Jeg husker tydeligt undulaterne som stod i stuen, og jeg sad ofte på min lille stol ved siden af og snakkede med dem – og det var kanonhyggeligt – men nogen hund var det jo ikke L .

Noget af det som jeg i dag er glad for, at mine forældre gjorde, var at de påtog sig det fulde ansvar for dyrene. Fornøjelsen var min – og jeg skulle også hjælpe med at passe dem, til en vis grænse, men ansvaret var deres. Og dermed blev dyrene aldrig et omdrejningspunkt for negativitet, som de meget vel kunne ha’ været, hvis jeg var blevet tvunget til det fulde ansvar for et dyr, som ikke engang var det, jeg oprindelig havde ønsket mig.

I dag som sælger af fugle fornemmer jeg ofte, at forældrene har lavet en eller anden form for aftale med barnet. Barnet har ønsket sig en hund (hvilket barn gør ikke det? ) – men enten KAN eller også VIL forældrene ikke opfylde dette ønske, og så forhandler de sig frem til en fugl i stedet. Og på dette tidspunkt er barnet så desperat efter at få et dyr, at det vil love hvad som helst – også at påtage sig det fulde ansvar for pasningen – hvilket jo er komplet urealistisk. Så kære forælder:

• Hvis du overhovedet har mulighed, så giv dit barn et kæledyr. De har godt af det.
• Hvis du evt. køber en fugl, i mangel på mulighed eller lyst til at købe hund, så sørg for, at barnet får størstedelen af glæderne – og et minimum af arbejde.
• Hjælp dit barn med at sætte sig ind i fuglens levevis, og påtag dig ansvaret for at deres forhold udvikler sig givtigt for begge parter.
• Lær dit barn at respektere fuglens grænser, så den ikke betragtes som et legetøj, men som en ven – og venner behandler man godt.
• Og endelig – husk på at hvis barnet mister interessen, så er det naturligt, og så er det DIG det hele falder tilbage på.

Jeg synes desværre, at jeg har set alt for mange salgsannoncer, hvor en fugl er til salg, fordi børnene mistede interessen. Det bør ikke kunne ske. Så har man som forældre svigtet sit ansvar – nemlig den del der siger; det her må jeg påtage mig, og dermed vise mine børn, at dyr – uanset hvilken art – er ikke noget man køber og smider væk. Det er noget man kerer sig om og viser kærlighed og ansvarlighed, til de ikke er mere.